Nyheder

Præsentation af ny LM-Kids konsulent

Her præsenterer LM Kids' kommende børnekonsulent Kirsten Rosenkrands sig

Kære LM-Kids medarbejdere

Der var en gang for længe siden, da jeg blev uddannet som socialpædagog, at jeg brændte for at komme til at arbejde for børn med særlige behov. Denne drøm gik i opfyldelse først som støttepædagog i almindelige daginstitutioner og SFO'er, hvor jeg havde almenpædagogikken indenfor rækkevidde. Dette udviklede sig til, at jeg tilsidst for godt 9 år siden fik job på et børnepsykiatrisk afsnit i Kbh., hvor jeg kom til at arbejde med børn, der har det svært enten følelsesmæssigt eller lider af autisme- eller ADHD-problematikker. Mit arbejde har primært bestået i at lave interventioner i forhold til forældre- barn relationer, idet vi har haft mange børn med følelsesmæssige vanskeligheder udtrykt på forskellige måder. Efterhånden nagede det mig, at der aldrig var nogen, der tænkte på børnenes åndelige behov. Jeg fik sådan en trang til, at fortælle dem om ham, der har sagt: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres," (Mark. 10,14) men vidste også, at det ikke kunne forenes med min offentlige ansættelse. Det eneste magtfulde middel, som jeg kunne ty til, var at bede for dem og deres forældre i mit stille sind. Derfor, da stillingen som børnekonsulent kom, følte jeg mig stærkt tilskyndet til at søge den, og nu sidder jeg så her og har fået et job, som jeg brænder endnu mere for, nemlig at være en del af en gruppe, der ønsker at føre børn hen til Jesus, for at han kan velsigne dem og genskabe deres ødelagte relation til Gud.

Min mand og jeg bor i Hedehusene, vi har tre voksne børn, der næsten er flyttet hjemmefra. Da vi flyttede til Hedehusene i 1984 startede vi en børnekreds op i vores eget hjem og havde den hver søndag i 8 år, indtil der kom en mødeplads, senere en kreds, i Hedehusene, hvor vi derefter var med til at holde børnemøder under voksenmødet.

Siden min barndom og ungdom har jeg været engageret i LM arbejdet både i søndagsskole, juniorkreds (som det hed dengang), på lejrer og i menigheden på Amager, hvor jeg trådte mine barnesko. Det har haft uvurderlig betydning for min forankring i troen.

Jeg holder meget af musik og synger selv i kor. Genren er meget alsidig lige fra klassisk til moderne kristent musik og mine børns lovsangsbandsudfoldelser. Det er af stor betydning, at sang og musik hører med til forkyndelsen, hvilket der er god tradition for i alle LM-sammenhænge. Derudover holder jeg meget af at være ude i naturen og cykler hver dag mange km til og fra arbejde.

Sidst, men størst af alt er jeg dybt afhængig af Gud, hans storhed og nåde mod mig og min familie.  

Jeg vil gerne bruges, og glæder mig meget til at komme i gang.

Kærlig hilsen og på snarlig gensyn

Jeres medarbejder Kirsten Rosenkrands