Nyheder

Det virker

Det første kristne børneblad "Twende" udkom i Tanzania i 2008 og lever stadig - det var det børneblad som endda udkom før Anders And i det store Afrikanske land.

Pengene fra LM Kids landsindsamling "børn hjælper børn - Bogormen i baobabtræet" 2007/08 blev netop brugt til at starte udgivelsen af dette første kristne børneblad i Tanzania. Navnet TWENDE betyder "Lad os gå". Siden 2008 er der udgivet 16 blade.
På billedet ses Hayeli Mangulisa med de 16 blade. Han er med i arbejdsgruppen bag disse blade. Det var også ham, der var i Danmark i 2008, og besøgte flere LM Kids klubber i forbindelse med missionsprojektet.
Børnekonsulent Else Wiwe har mødt Hayeli i Tanzania. Han fortæller at børn i Tanzania er begejstrede for bladet. Man kan bestille et abonnement på bladet, og det er der 254 som har gjort. Man kan endda både bestille og betale bladet med sin mobiltelefon. Der er jo rigtig mange børn i Tanzania, siger Hayeli, så vi arbejder på at komme ud med bladet til mange flere. De fleste bliver solgt i løssalg. Bladet udkommer i et varierende antal mellem 1500 - 3000, men det næste nummer er der en forudbestilling på 22.000 stk.

Tegneseriehæfte - Tunu og Tuzo

I de 16 Twende blade har der været en gennemgående tegneserie om Tunu og Tuzo, som går på opdagelse i Bibelen. Tunu er en pige, og navnet betyder gave, som man får uden at have gjort sig fortjent til det. Tuzo er en dreng, og navnet betyder præmie, som man gør sig fortjent til eller vinder ved en konkurrence. Disse tegneserier bliver nu samlet og udgivet som et tegneseriehæfte.

Det virker

I LM Kids kalder vi vore landsindsamlinger "Børn hjælper børn" og det er i virkeligheden det der her har været tale om - Børn i Danmark har hjulpet børn i Tanzania til at få et kristent børneblad.