Nyheder
Maskuliniteten udfordres af nyt debatoplæg
Carsten Hjorth Pedersen har begået et hæfte på 'kun' 32 sider, som i allerhøjeste grad fortjener at blive udbredt. Hæftet er et udfordrende debatoplæg omkring fraværet af mænd eller maskulinitet i hjem, institution og kirkeligt børnearbejde.
I LM's eget børnearbejde taler tallene for sig selv. En tredjedel af medarbejderne er mænd. Af disse er to tredjedele medarbejdere i juniorklubber. 'Kun' 28% af mændene er med i en børneklub. De resterende få procent er med i en teenklub. Se LM Kids' undersøgelse fra 2009 her.
De nøgne tal fortæller om antallet af mænd. Et andet aspekt er maskulinitetens tilstedeværelse. Carsten Hjorth Pedersen vil med sit debatoplæg opmuntre flere mænd til at involvere sig i undervisning, opdragelse, vejledning og forkyndelse i kirke, skole, børnehave og hjem. Han vil inspirere både kvinder og mænd til at give plads for såvel feminin som maskulin pædagogik - til glæde for både piger og drenge. Endelig giver han en definition af og ønsker at fremelske god maskulin pædagogik.
Hæftet har mange gode udfordringer til både mænd og kvinder. Kvinder må give plads for mænds måde at være sammen med børn på. Mænd må selv generobre 'tabt' terræn. Der er ikke plads til selvmedlidenhed eller håb om, at andre skal gøre det for en.
Bastante meninger er der ikke mange af, men velovervejede refleksioner på baggrund af iagttagelser, undersøgelser og læsninger i samtidslitteratur og Bibel.
Hæftet udmærker sig ved i sidste del at give konkrete indspil til, hvor vi som mænd i hjem, skole/institution og kirkelige miljøer kan fremme det maskuline - for børnenes skyld!
Det løber som en engageret varm strøm gennem hæftet: Mand dig op - for drengenes og pigernes skyld! Dermed retter Carsten et velbegrundet kald til at udfolde maskuliniteten i os med frimodighed.
Som forfatteren skriver i indledningen, vil målgruppen for hæftet næppe læse det af sig selv. "Mand dig op" er for vigtig en opfordring, at vi bare kan lade stå til. Derfor vil der i regi af LM Kids hen over efteråret og det kommende forår blive inviteret til mandeaftener, hvor den debat, som hæftet lægger op til, skal få lov at udfolde sig.
Jeg kunne ønske mig, at rigtig mange unge som midaldrende mænd tog sig tid til at læse dette hæfte og fik anledning til at diskutere påstandene i hæftet på en af efterårets fiske- eller jagtture.
Carsten Hjorth Pedersen
Mand dig op! Mere maskulinitet i hjem, børnehave, skole og kirke
Kristent Pædagogisk Institut 2010. 32 sider. 40 kr.
Lagt på nettet d. 17. september 2010 af Dan K. Månsson


