Maj 2008

Læser Twende

LM Kids Nyhedsbrev maj 2008

 

Børn hjælper børn - TWENDE

Hvad bliver der af de penge, som børn samler ind for at hjælpe børn i andre lande? Et spørgsmål som er vigtigt at få besvaret.

Nu er muligheden der så, for at vise børnene i vore klubber hvad der kommer ud af landsindsamlingen 2007/08. Det handler om kristen litteratur til børn i Tanzania, og pengene bruges til udgivelse af et børneblad, som hedder TWENDE, og som er kommet til Tanzania før ”Anders And”. LM Kids har bestilt det første nummer af dette kristne tanzaniske børneblad, sådan at alle vore børn og juniorer kan få et eksemplar. Der bliver sendt ti blade til hver klub, og hvis det er for få i forhold til antal børn i klubben, kan man bestille flere ved at kontakte børnekonsulent Else Wiwe på E-mail: ew@dlm.dk eller tlf.: 74 52 82 83.

Besøg fra Tanzania

En evangelist fra Tanzania kommer på besøg i LM Kids nov./dec. 2008. Planlægningen for besøget er i gang . Mere information om dette efter sommerferien.

Missionærer på tur i LM Kids

Nogle LM Kids klubber vil få besøg af Kirsti Rasmussen fra Etiopien til efteråret og af Tove Bech fra Tanzania rundt omkring jul.

Landslederkursus

Landslederkursus 2008

I LM Kids glæder vi os til at se jer den 27. sept. i København og den 4. okt. i Ølgod. Disse dage skulle gerne give alle ny inspiration og brugbare redskaber til arbejdet i LM Kids.

Marie Munch, Hillerød vil sige noget om ”Børn med ondt i livet”.

Bibeltime ved Carsten Hjorth Pedersen i København og Ivan Jacobsen i Ølgod. LM Kids ansatte arrangerer workshops om hjælpemidler i forkyndelsen.

Tilmelding til kurset kan ske på LM-Kids hjemmeside eller ved indsendelse af tilmeldingsblanket.

Ung-Leder-træning 2008

Unglederlejren 2008 måtte aflyses, da der var for få tilmeldte. Den blev afløst af heldagsundervisning for 10. klasser på LM’s efterskoler i Sædding og på Solgården. Her mødte Erik Nielsen og Else Wiwe mange topengagerede og kaldsbevidste unge mennesker, som ved den lejlighed blev inviteret med i et arbejdsfællesskab i LM Kids.  Vær opmærksom på disse unge, som kommer hjem fra efterskolerne - måske er der en kommende leder til din klub eller til en lejr

Ansættelser

B & U Missionskonsulent:

LM har sammen med LMU og LM Kids oprettet en tre-årig projektstilling. Ønsket med stillingen er, at nytænke den måde vi arbejder med international mission på i børne- og ungdomsarbejdet, i forbindelse med information om arbejdet i vores samarbejdslande og tilrettelæggelse af indsamlingsprojekter. Vi vil gerne udfordre og opmuntre flere unge til at prøve kræfter med international mission. Inga Mogensen fra Åbenrå er ansat i stillingen.  Inga har tidligere været missionær i Tanzania og efter at være kommet tilbage til Danmark arbejdet som sygeplejerske.

Børnekonsulent for Jylland og Fyn fortsætter:Else Wiwe har fået forlænget sin ansættelse i LM Kids med tre år. I stillingsbeskrivelsen er opgaven med LM Kids missionsprojekter taget ud, og i stedet vil der fremover indgå arbejde med lederrekruttering og lederpleje.

Nyt på hjemmesiden

Hjemmesiden er blevet opdateret med følgende:

♥ Fisk i akvarium - en kreativ ide som kan bruges i forbindelse med en af de mange bibelfortællinger om fisk og fiskere– se i Tips og Ideer under Materialer

♥ Program for landslederkursus og tilmelding

♥ Nye plakater og løbesedler til brug ved børnetræf eller opstart i klubben efter sommerferien – de er gratis og kan bestilles på Logos Media – se menupunktet Børneevangelisation

♥ Nyt tegneseriehæfte til gratis uddeling i forbindelse med børnetræf – se under Børneevangelisation

Tekstsystem

Det tredje hæfte af tekstsystemet for børneklubber er udkommet og kan købes fra Logos Media.

Hvis ikke I allerede har stiftet bekendtskab med Tekstsystemet, så vil jeg gerne anbefale det. Som børnekonsulent bruger jeg det som resursemateriale, I klubberne bruges det fortløbende sådan som det er tænkt og børnene har glæde af systematisk at komme igennem bibelens tekster. Mange kredse køber tekstsystemet til deres børneklubber, fordi de har ansvaret for børnenes oplæring, og fordi de gerne vil give deres medarbejdere de bedste muligheder for at løse opgaven.

LM Kids forkyndere

Vi glæder os over mange positive tilbagemeldinger på dette nye tiltag i LM Kids, og de tilsagn vi har fået, fra dem som gerne vil gå ind i denne opgave. Efter sommerferien vil listerne blive offentliggjort, og LM Kids forkynderne vil blive samlet til et møde med os og med hinanden.

Sommerferie

Så nærmer sommerferien sig – også for jeres børne- og juniorklub – og det er tid til sommerafslutninger. Vi hører om klubber, der bruger sådan et sommerarrangement som en mulighed for samvær med børnenes forældre. God idé.

Sommerferie betyder også sommerlejre – tilrettelagte muligheder for børn til at træffe Jesus. Tænk bare et øjeblik på, hvor mange børn som får den mulighed, og hvor mange medarbejdere som lægger tilrette for dette mødested mellem Jesus og børn.

Vi vil gerne ønske jer alle en rigtig god sommer.

Else Wiwe